|
Kungfu – kultur og underholdning
fortsat fra side 1 |
Lagt ind den 12.juli 2008
side 2 af 3 |
Shaolin-klostret for krigskunst
Nogle af de mest kendte kungfu-stilarter er dem, der har deres oprindelse i Shaolin- og Wudang-klostrene.
Shaolin-klostret blev bygget i år 495 e.v.t. af den buddhistiske munk Bada, der i 464 var kommet fra Indien til Kina for at udbrede buddhismen. Bada fik overtalt kejser Wen fra det Nordlige Wei-dynasti til at opfører et kloster i Song-bjergene, nærmere betegnet i en nyplantet skov på Shao-bjerget, der ligger i den vestlige del af Henan-provinsen, ca. 70 km sydvest for hovedstaden Zhengzhou.
Klostret fik navn efter dets beliggenhed i Shao Shi Shan Lin, eller kort Shaolin, der betyder „Ung skov”. Klostret har en historie, der går mere end 1400 år tilbage, og mange myter og legender er opstået omkring klostret og dets munke. Det har haft en omvekslende tilværelse, hvor det fra at have haft stor indflydelse er blevet lukket, men i dag er det et stort og velhavende kloster.
I 527 e.v.t., dvs. under Liang-dyna-stiet, kom den buddhistiske munk Damo (Bodhidharma) fra Indien til Shaolin-klostret for at undervise i specielle åndedrætsteknikker og meditation. Bodhidharma betegnes som grundlægger af chanbuddhismen (også kendt som zenbuddhismen). Da munkene ikke fysisk var i stand til at praktisere hans strenge teknikker, lærte han dem nogle fysiske øvelser, der skulle styrke deres krop. Øvelserne bestod af 18 teknikker, som baserede sig på såvel virkelige som mytologiske dyrs bevægelser.
Det er ofte denne buddhistiske munk, man sætter i forbindelse med skabelsen af de kinesiske kampkunstarter, hvor de grundliggende øvelser som kampstilling, næveslag og spark går igen inden for alle systemerne som fx kungfu og taichichuan. En fællesbetegnelse for disse er som nævnt wushu.
Men kinesisk kampkunst eksisterede længe før Damo kom til Kina og Shaolin-klostret. Det fremgår af arkæologiske fund, at under Shang-perioden (1766–1122 f.v.t.) deltog folk i kampsportsøvelser eller dans med våben, økse og skjold. Senere, under Shang- og Zhou-perioden fra 1766 og frem til 770 f.v.t., var kampsporten ikke kun for militæret, men blev en del af den almindelige uddannelse.
Under Qin-dynastiet (221–206 f.v.t.) og Han-dynastiet (206 f.v.t.–220 e.v.t.) opstod kampstilarter som shoubo (brydning) og jiaodi, hvor deltagerne angreb hinanden med tyrehorn fastgjort på deres hoveder. Derudover var der danse, hvor forskellige våben blev brugt, bl.a. sabel og hellebarder, i fastlagte mønstre som i nutidens wushu.
Der var også filosoffer og læger, der var kendte for deres kampsport, bl.a. lægen Hua Tuo (110-207 e.v.t.). Han var ikke blot en dygtig kirurg, men også meget optaget af krigskunsten og urtemedicinen. Han udviklede en række terapeutiske kungfu-øvelser, der kaldes wuqinxi (fem dyreøvelser) og er baseret på de rytmiske bevægelser hos hjorten, bjørnen, tigeren, aben og tranen. Disse bevægelser ordinerede han som middel til at stimulere kredsløbet og åndedrættet, lette forstoppelse og smidiggøre leddene.
Men det er Shaolin-munkene, der har videreudviklet disse gamle kinesiske traditioner. Sammen med buddhistiske ritualer er det blevet til det, vi i dag kalder kinesisk kampsport eller krigskunst. |
Shaolin-munkene belønnet og forfulgt
Netop munkene fra Shaolin-klostret menes at have haft en betydelig indflydelse under forskellige dynastier. Beretninger fortæller, at i 618 havde tretten munke fra Shaolin-klostret hjulpet den daværende konge, Li Shimin fra Qin-staten, med at bekæmpe den selvudnævnte kejser fra Zheng-staten. Da Li Shiming blev kronet som Tang-dynastiets første kejser, belønnede han munkene med at gøre en af dem til øverste general for hæren. Derudover fik de loyale munke store jordtilskud og penge, så de kunne udvide deres kloster. Shaolin-klostret fik lov til at organisere hære, bestående af munke, der fungerede som soldater i krigstider og som munke i fredstider.
I det hele taget havde de buddhistiske klostre i første halvdel af Tang-perioden skaffet sig en enestående økonomisk magt. Klostrene havde mange økonomiske fordele: de betalte ikke skat, og deres jordegods blev aldrig udstykket gennem arveskifter. Mange klostre tjente penge på fx oliepresser og møller og gav sig endog af med at drive pantelånervirksomhed. Men klostrene var også velfærdsinstitutioner og sørgede for undervisning til dem, der ikke kunne få adgang til statens skoler. |
|
| fortsættes næste side (3) |
|
|
|