|
PANDAEN – KINAS VENSKABSAMBASSADØR
NU EN DEL AF VERDENS NATURARV |
Lagt ind den 6.juli 2008
side 3 af 7 |
fortsat fra side 2 |
|
Det fine skind
Det var den franske missionær og biolog Père Armand David (1826–1900) der i 1869 for første gang beskrev pandaen. Indtil da var det kun den lokale befolkning, der vidste, hvad der gemte sig i de kinesiske bambusskove. David var i 1869 på en ekspedition i Sichuan-provinsen i det sydvestlige Kina, medbringende sine egne jægere, for at søge efter sjældne planter og dyr. Den 11.marts skriver han i sin dagbog: „På vej tilbage fra vores udflugt, blev vi inviteret ind til te hos en kinesisk godsejer. På dette hedenske sted så jeg det fineste skind af en hvid-sort bjørn, der syntes at være temmelig stor. Det var et enestående eksemplar, og min glæde blev meget stor, da mine jægere sag de, at de næste morgen ville gå ud og dræbe dette rovdyr, som helt sikkert må have interesse for videnskaben“.
|
 |
Den 23. marts skriver David i sin dagbog: „Mine jægere kom tilbage i dag efter at have været væk i ti dage. De medbragte en ung bjørn, som de havde fanget levende, men måtte dræbe for bedre at kunne bære den“. David undersøgte bjørnen nøje og fandt ud af, at der måtte være tale om en helt ny art, som han gav navnet Urdus melanoleucus, der betyder sort-hvid bjørn.
David sendte sin beskrivelse og skindet til professor Alphonse Milne Edwards i Frankrig. Da skindet ankom til Paris og Milne-Edwards undersøgte det nærmere, konkluderede han, at David havde taget fejl i sin artsbeskrivelse. Bjørnen var nær mere beslægtet med en vaskebjørn eller en panda (Ailurus), altså den lille røde panda, som dengang var kendt fra områder i Nepal, og det var det eneste dyr kendt under navnet panda. |
| fortsættes næste side (4) |
|
|
|